Integration… At blive “hel”

Sårbarhed handler ikke om at vinde eller tabe; det er at have modet til at stille op og lade sig se, når vi ikke har kontrol over udfaldet. Sårbarhed er ikke svaghed; det er vores største mål for mod.

– Brené Brown

De sidste otte måneder har givet plads til den integration, jeg havde brug for, og til at jeg kunne se, hvor de sidste syv år har ført mig hen. En sorg, der ikke vil slippe, fortsætter med at udskære nye rum i mit indre. Den dybde, jeg berører for hver dag, der går, har været én opslidende rejse, hvor glæde og sorg sameksisterer i samme vogn. Det er en rutsjebane, som jeg nu forstår aldrig vil stoppe; der er blot pauser, der bliver længere. En endeløs strøm af tårer kan sætte sit præg om natten, midt mellem distraktionerne, og bære mig bort i en slummer af sorg.

Først for nylig er jeg begyndt at grave frem, hvad det vil sige at “blive hel”, og hvilken rolle det at give slip spiller i integrationsprocessen. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det begyndte med min første dieta i Peru (hvor jeg modtog doser af plantemedicin), som har været tæt vævet ind i mit liv gennem de sidste 16 år. Jeg er klar over, at det har taget mig næsten syv år at integrere fuldt ud den lære og den dybde, jeg oplevede i den tid med stilhed, ensomhed og diæt på plantemedicin.

Hvert kapitel i denne syvårige cyklus har været en afgørende trædesten for den, jeg er i dag. Hvert af disse øjeblikke har været en dyb hengivelse til at give slip og en lære i at rejse sig efter hvert fald i arenaen.

Det, der skulle blive cyklussen af dyb opløsning, begyndte, da Tiago og jeg gik fra hinanden for syv år siden. At give slip på det, jeg troede altid ville være. Skilsmisse og opdeling af en familie er smertefulde og ydmygende processer, og det har taget mig lang tid at finde fred midt i kompleksiteten.

At forlade England efter 15 år var en anden bittersød tilpasning, da jeg flyttede tilbage til Sydafrika i en inkubationsperiode på ni måneder. Derefter begav jeg mig til Danmark, et fremmed land, for at skabe et nyt hjem for mig selv og drengene. Folk kommer ikke til Danmark for vejrets skyld; et stærkt kærlighedsforhold var katalysatoren for en sådan forandring, og min søster boede der allerede.

Dette forhold på tre et halvt år endte med at huse følelsesmæssig og fysisk vold. Afslutningen var dramatisk. At skulle gå væk fra en, jeg troede, jeg elskede, var en traumatisk oplevelse. Det har taget tid at bearbejde opløsningen af et forhold, der var giftigt for både mig selv og mine børn. Der stod jeg og coachede kvinder om vold i hjemmet og gaslighting, mens jeg selv var rå i dets greb. Jeg føler mig stolt af mig selv for at gå væk og vælge en anden vej.

Så kom den globale COVID-19-pandemi og verdensomspændende nedlukninger og restriktioner. Den rejse var, og er stadig, en dyb udgravning af sorg på mange niveauer. Hver af os har vores egne historier om, hvad denne tid har betydet – vores egne rejser med at finde overgivelse og accept i disse foranderlige tiders usikkerhed.

Disse kapitler er kommet hele cirklen rundt, da hvert enkelt er blevet mødt af sorgen ved at give slip. At rejse sig efter hvert fald har på mange måder forberedt mig på den mest uventede sorg af alle – at miste min mor. Hvert fald har lært mig om mit åbne hjertes modstandskraft og om, hvor stærke vi er som mennesker. Jeg føler mig velsignet over mine spirituelle praksisser, der giver adgang til min smertes dybde og min glædes lyksalighed. De gør mig i stand til at stole på livets mystiske rejse, selv når man ligger med ansigtet nedad i mudderet, og når sorgen føles, som om den drukner én.

Et helhjertet liv handler om at engagere sig i vores liv fra et sted af værdighed. Det betyder at dyrke modet, medfølelsen og forbindelsen til at vågne om morgenen og tænke: “Uanset hvad der bliver gjort, og hvor meget der står ugjort tilbage, er jeg nok.” Det er at gå i seng om aftenen og tænke: “Ja, jeg er ufuldkommen og sårbar og nogle gange bange, men det ændrer ikke ved sandheden om, at jeg også er modig og værdig til kærlighed og tilhørsforhold.

– Brené Brown

Tingene har en pudsig måde at komme hele cirklen rundt på med et twist. Jeg har været vidne til en blid opstigning i den måde, tingene er smeltet sammen på, gennem den fortvivlelse og smerte, som døden bringer, og de forandringer, som nedlukninger og restriktioner skaber. Tiago (min eksmand) og jeg flyttede sammen igen – ikke som et par – men som to individer, der deler forældreskabet om to fantastiske drenge. Og det fungerer for denne tid i vores liv. Jeg har også været nødt til at give slip på nogle nære venskaber, hvilket har været bittersødt. Jeg lærer langsomt vigtigheden af at være omkring dem, der får mit nervesystem til at slappe af, og betydningen af godt selskab. Jeg føler stor taknemmelighed over den urokkelige stamme af mennesker, jeg har i mit liv, og jeg føler mig meget ydmyg over for det søde og ægte fællesskab i Portugal, jeg har fundet på bjergtoppene, sammen med tilstedeværelsen af Oli, Caroline og Gerdus, som har været en integreret del af heling og støtte i det forgangne år.

Vi går alle forskellige rejser sammen, vævet af individuelle fortællinger, der svinger mellem sorg og glæde. Det er fascinerende, for vi har så meget at lære af hinanden. Det, der giver vores liv mening, er ikke de historier, der definerer os, men hvordan vi kommer på benene igen og holder vores hjerter åbne for at elske det, der er vigtigt for os, voldsomt. At give slip har for mig været en lang integration, lige siden jeg første gang sad i junglen i 2015. Min integrationsproces har handlet om at “blive hel”, selv om jeg til tider ikke har været klar over det. Endelig, for første gang i mange år, kan jeg forbinde prikkerne og være taknemmelig for hvert kapitel i en historie, der stadig udfolder sig.