Efteråret, forandringens årstid

Man siger, at efteråret handler om forandring og om at give slip. At det handler om at gå indad og finde ud af, hvad der er der. Efteråret repræsenteres i de fantastiske farver, det formår at frembringe: brændt orange, røde og gule. Hvert blad, der falder, tilbyder en fortælling til eftertanke.

Dette efterår bebuder i særdeleshed et dybt kald om at give slip og samtidig rumme de muligheder, der ligger forude på den anden side. Dette efterår har været en dyb undersøgelse af: Hvor føler jeg mig ikke værdsat? Hvordan værdsætter jeg mit eget værd? Hvor holder jeg ikke mine grænser for Ja og Nej? Hvor er jeg ikke klar eller præcis i min kommunikation med dem omkring mig? Hvor går jeg på kompromis med mine værdier og mig selv? Hvordan udtrykker jeg bedst mine følelser over for dem omkring mig med empati og medfølelse? Hvordan formulerer jeg bedst mine behov og anmodninger om disse behov uden følelser af skam og skyld?

Min dans med ærlighed har ført mig ad en meget dybtgående og konfronterende vej i disse sidste femten år. Den har taget mig til nogle af de mest ubehagelige steder i min kernes skygge og har i lige så høj grad åbnet så mange døre, som jeg stadig leder efter nøglerne til. Jeg fødte min første bog for to år siden med titlen An Open Relationship, som ser på vigtigheden af ærlighed, integritet og de valg, vi træffer. Netop dette øjeblik i tiden synes at rumme en potent cocktail af alt det, der har fundet sted i disse sidste fem år, sammen med den nuværende tilstand i vores klima, natur og vores art. Jeg er fyldt til randen af en flodbølge af rå følelser, der hamrer mod mig fra alle vinkler.

Man siger, at efteråret handler om forandring og om at give slip. At det handler om at gå indad og finde ud af, hvad der er der.

Mit bryst mærker det tunge, kolde overvæld af følelser, idet hun presser sig på til endnu en runde af opslidende tortur. Eksplosionen rammer, og det føles, som om jeg ikke kan trække vejret; jeg forsøger at holde mig oven vande, men jeg synker i et hav af følelser. De drømme og planer, jeg har lagt for mit liv, føles som fjerne skibe i horisonten, mens jeg forsøger at stole på alt det, der er lige nu. Jeg forsøger at få mening i handlingen, forsøger at få mening i, hvordan livet kan være så smukt sødt, men dog forvredet og ømt. Hvordan man navigerer i den lyksalighed og smerte, der sidder side om side.

SORG

Hun er der i fuld pragt af det, der var, og som nu ikke er mere. Hun står i døråbningen til hvert vågent øjeblik af forandring og minder mig om, at intet varer evigt, og at alt bevæger sig frem til det næste øjeblik. Hun kommer med nostalgi og drømme, der er blevet udtalt, men ikke har kunnet komme frem i lyset. Hun sidder tungt i mit væsens hulrum og er til stede i hver indånding og hver udånding.

TRISTHED

Hun står lige ved siden af sorgen, og med hver bølge, der passerer, sender hun sin hær af tårer ind i hjertets dybeste kamre. Tristhed giver ingen hvile, som en tyk tåge, der kommer ind over bugten, hvor hun sidder og venter. Tårernes flod åbner sig igen, og det er, som om jeg drukner i tristhed.

VREDE

Hun er stærk, hun er voldsom, hun er vild og hængslerne ude. Hun skriger i stilheden over ord, der er udtalt, som har slået hende ned og brudt hendes tillid indeni. Vrede raser en krig af uindfriede forventninger, hvor værdier er blevet kompromitteret. Vrede raser gennem bedragets tango.

BEBREJDELSE

Hun er der med alle sine uønskede meninger om historierne. Bebrejdelse nærer ilden; bebrejdelse gør sine modstandere til skurke. Bebrejdelse lader offerrollen tage over og skaber en flygtig tilfredsstillelse, hvorefter den forlader én igen med ensomhedens følelsesløse tomrum.

ENSOMHED

Hun er kold, hun føles som gift, hun er is. Hun tager glæden ud af hverdagens gøremål og indkapsler alt, du rører ved, i et fernis af håbløshed.

FORVIRRING

Hun er der efter stormen og sidder på hegnet og betragter de forskellige sider af opløsningen. Hun bringer hundrede flere stemmer med sig ind i blandingen, hver med deres unikke udlægning af begivenhederne. Hun skruer op for volumen, presset, vanviddet, galskaben og støjen. Det bliver højere, højere og højere, indtil du sidder ansigt til ansigt med det hele. Galskab? Udødelighed? Og søvnløsheden.

KÆRLIGHED

Hun er der under det hele og holder dig gennem det, der føles som en død. Hun hvisker: “Stol, giv slip, vær venlig, tilgiv, sig undskyld, kys, dans, rejs dig op igen, vær blid ved dig selv, grin… træk vejret.” Hun minder os om taknemmelighed – taknemmelighed for alt det, der har været, taknemmelighed for alt det, der var og vil være, og taknemmelighed for de simple ting i livet, der tager pusten fra én. Det er, når vi vender tilbage til denne enkle tilstand af kærlighed, at vi kan komme tilbage til vores fødselsret, nuet. Kærlighed er fundamentet for selve vores DNA.

Jeg vil efterlade dig med et uddrag af et smukt digt af Bianca Sparacino…